Idagaard

Af Ole G. Nielsen.

Købmand og gehejmekonferensråd, Johan Christian Constantin Brun (1746-1836) købte i 1799 hovedgårdene Antvorskov og Falkensteen. I en økonomisk usikker tid for de store handelshuse, var hans interessere for de to gårde, at sikre sine midler. Men han engagerede sig også i landbruget. Han ansatte tre familier fra Schweiz, som skulle drive hollænder i på Antvorskov. Dette medførte en betydelig produktion og eksport af schweizerost. Brun så tidligt, at med fæstegodsets afvikling ville herregårdsdriften ændres, så de store gårde selv skulle have dyr, redskaber og mandskab. For at mindske afstanden fra stalde og marker på den meget store Antvorskov hovedgård, delte han i 1806 hovedgården i fem dele, hovedparcellen og fire ladegårde.

De fire ladegårde fik navne efter hans børn: Ida, Augusta, Charlotte og Carl, og deraf kom Idagaard, Charlottedal, Augustadal og Carlsgård.

Senere på året afhændede han sin godssamling her ved Slagelse til overhofmarskal Adam Wilhelm Hauch og slotsforvalter Marcus Frederik Voigt. Overtagelse fandt først sted i 1808, hvorefter de fire ladegårde blev afhændede. Herefter var de selvstændige landbrug, men hovedgårde blev de ikke, for hovedgårdenes skattefrihed var allerede ophævet i 1802, og dermed var interesse for en gård med hovedgårdsrettigheder ikke længere påtrængende.

Ida

Datteren, der lagde navn til gården, hed Adelaide Caroline Johanne. Hun var født i 1792 på Sophienholm, faderens sommerresidens ved Bagsværd sø. Moderen, Frederikke Brun, udviklede datterens talent for sang og dans. I årene 1801-03 og 1805-10 fulgte hun med moderen på hendes rejser i Tyskland, Schweiz og Italien. I 1816 blev hun gift med den østrigske diplomat i København, greve Louis Philippe de Bombelles (1780-1843). Hun fulgte ham rundt i hele Europa, og levede et lykkeligt og interessant liv, bl. a. som gæst ved fyrstehusene. Ægteskabet var barnløst. Efter ægtefællens død i 1843 blev hun selskabsdame for kejser Napoleon I´s enke Marie Louise. Efter kejserindens død flyttede hun til Wien, hvor hun døde i 1857, og blev begravet i København.

Der findes ingen steder noget, som bekræfter, at grevinde Adelaide de Bombelles, har besøgt den gård, som bærer hendes navn.

Idagaard

I 1808 købte Ole Rasmussen Schou Idagaard af ejerne af Antvorskov hovedgård. Til gården var 31 tdr. hartkorn. I 1837 overtog William Mourier gården. I 1838 købte han 12 huse og huslodder i Skørpinge af proprietær Peter Schou, Antvorskov ladegård. I 1841 erhvervede han nogle huse i Harrested, Slots Bjergby og Landsgrav af Ane Cathrine Bollhorn, Odense, der tidligere have besiddet Antvorskov Slotsparcel, og endelig i 1842 købte han Antvorskov ladegårdsparcel med næsten 16 tdr. hartkorn af Rasmus Peter Schou, Flinterupgården.

I 1847 købte kammerråd Lars Trolle, tidligere ejer af Falkensteen hovedgård, Idagaard, og i købekontrakten opregnes tilliggendet således:

Idagaard med hartkorn 26 – 1 – 1 – ¼.
Skov af hartkorn 1 – 6 – 2 – 2.
Antvorskov med hartkorn 13 – 2 – 2 – 1.
Bøndergods af hartkorn 6 – 5 – 1 – 0.
Ludvig Ferdinand Schultz købte i 1854 Idagaard. I 1858 erhvervede han den parcel fra Antvorskov hovedgård, der kaldtes Kongens have og senere købte han det meste af agerjorden fra Liselund.

Schultz blevet udnævnt til jægermester, og i 1878 besluttede han at købe Krummerupgården ved Fuglebjerg og afhænde Idagaard. Idagaards nye ejer blev skovrider S. Spandet, hvis enke i 1917 solgte Idagaard til frøavler Jens Hvidberg, der ville have en større gård til avlsforsøg.

I 1941 overdrog Jens Hvidberg Idagaard til en fond, der bærer gårdens navn, og den er fortsat ejer.

I 1963 købte Idagaard 220 tdr. land fra Charlottedal. Godsejer D. F. de Neergaard måtte afstå Charlottedal til staten, som på parcellen øst for landevejen ville anlægge en kaserne. Jorden vest for landevejen, den parcel, som oprindelig var Augustadals jord, blev lagt under Idagaard. Til gengæld afstod Idagaardfonden 100 tdr. land skov til godsejer Neergaard, Valdemarskilde.

Det tætte naboskab til byen har tæret på Idagaards jorder, så Idagaards jord omfatter nu væsentligt den gamle Augustadals marker.

Det var Jens Hvidbergs ønske, at Idagaard skulle være et lærested og et foregangslandbrug. I alle de år Idagaard har været i Jens Hvidsbergs eje, har der været 5 inspektører og over 300 landvæsenselever.

I dag er der fire ejendomme knyttet til Idagaardfonden; ”Idagaard” i Slagelse, ”Lerchenfeld” i Vedbynørre tilkøbt i 2013, Saxbroholm, tilkøbt i 2016 og Skelbækgården tilkøbt i 2019. Jorden drives med et maskinfællesskab ”Idagaard/Svendsholm I/S”, og det er en inspektør, 2 ansatte medarbejdere samt ejeren af Svendsholm der driver landbrugene.